Personbilsalget er igen på sporet i november

Af Cecilie Skjelmose

2. december 2018

I november fik 17.918 nye personbiler nummerplader på. Med dem nåede årets salg op på 204.637 biler – altså flugter 2018 ganske nøjagtigt med sidste års salg, hvor der blot blev solgt knap 700 flere biler end i år (-0,3%). I november blev der igen rettet lidt op på de små udsving, der har været de seneste måneder med overgangen til ny test af bilernes brændstofforbrug og det ser ud til, at året lander meget, meget flot.

Direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen uddyber:   
   
Årets salg er aldeles højt og følger sidste års niveau fuldstændig. Vi ser, at de små udsving, der kom i markedet i efteråret pga. nye testnormer, er ovre – november blev aldeles fin. Og med en finanslov, der netop er faldet på plads, er der også ro på den front. Nu mangler vi blot at få lukket aftalen om, at elbilerne ikke stiger i afgifter fra januar, men det har vi forventninger om kommer til at ske meget snart. Hos De Danske Bilimportører er vi derfor også tilfredse og spår året til at ende lige omkring sidste års høje niveau.

Leasing
Leasing er igen blevet en populær anskaffelsesform. I november er andelen af leasede biler ud af totalsalget helt oppe på 42% og dermed er vi faktisk 4% højere end sidste års andel i november, hvor den politiske stramning var begyndt at slå igennem. 

Andelen af leasede biler har som bekendt været faldene siden sidste efterår, hvor der fra politisk hold blev besluttet at stramme op på reglerne. Her faldt leasingandelen betydeligt fra ca. 44% af det totale salg til kun at udgøre lidt under 30%. Men nu er leasing igen blevet et attraktivt valg og vi er oppe på stort set samme niveau, som inden den politiske aftale sidste år. 

Erhvervsleasing står for 28% af november måneds samlede salg, mens privatleasing står for 14% ud af det samlede novembersalg.  Fordelingen mellem leasing til erhverv og privat er hhv. 66% og 34% - det er ca. samme niveau, som det var inden sidste års aftale om bilafgifter. 

Segmenter 
Danskerne har for alvor taget de populære cross-overs til sig. Men der er rigtig mange forskellige modeller i det segment (SUV) og det dækker over vidt forskellige biler i mange forskellige størrelser – alene med det til fælles at de generelt set er højere biler sammenlignet med de traditionelle sedan’er, stationcars og hatchbacks. 

Derudover fortsætter tendensen med, at færre køber de absolut mindste biler, mens der er et stabilt salg af mindre, mellem og mellemstore biler. Derfor er konklusionen også, at danskerne i 2018 er rykket over i lidt større biler.



Mikrobilernes andel er faldet fra ca. 18% sidste år, til nu kun at udgøre 11% her i november. De mindre biler i B-segmentet har i mange år været det mest solgte i Danmark, hvor vores biler generelt er lidt mindre end i vores europæiske nabolande – andelen ligger på 24% for år til dato og 22% for november. Den lille mellemklasse (C-segmentet) er stabil på 19%, hvor det har ligget de seneste år. Den store mellemklasse (D-segmentet) er tilsvarende stabil på 11% – en lille stigning på et procentpoint fra sidste år. Højdespringeren er som sagt crossovers i SUV’ernes J-segment, som altså er sprunget fra at udgøre ca. 18% af markedet for sidste år, til i år at udgøre en andel af det samlede salg på 26%. 

Top 3
I november blev den mest solgte bil Mercedes-Benz C-klasse med 628 styk, på 2. pladsen kom Volkswagens Polo med 561 og 3. pladsen gik til Peugeot 208 med 548 solgte biler. Det er første gang i år, at 1. pladsen går til en af de større biler i D-segmentet. 

Kigger man samlet på mærkerne, ser top 3-listen sådan her ud: Volkswagen blev igen det mest solgte mærke efterfulgt af Mercedes-Benz og Peugeot. Altså er Mercedes rykket ind på listen i november. 

Top 10-lister
Vedhæftet finder du top 10-lister for de enkelte segmenter (personbiler) og top 20-liste over mest solgte personbiler samt de detaljerede rapporter.

Kilde
Pressemeddelelsen er baseret på tal fra Motorstyrelsens datakørsel fra d. 24. november 2018 og De Danske Bilimportørers egne registreringer til og med 30. november 2018 - præcisionen antages at være på mere end 99,9%. Vores pressemeddelelse om salget af vare-, lastbiler og busser samt tal og kommentarer til salget af elbiler og plug-in hybridbiler følger tirsdag d. 4. december efter Motorstyrelsens datakørsel med de konsoliderede tal.

Kildeangivelse 
Alle gengivelser af data og oplysninger bedes kildeangives med: De Danske Bilimportører.

Yderligere oplysninger
Direktør Gunni Mikkelsen på tlf. 3136 1041 eller gmi@bilimp.dk