Analyse: Det samlede bilsalg i marts 2019

Af Sara Louise Gabrielsen

8. april 2019

Den 1. april udsendte vi pressemeddelelse om personbilsalget. Denne analyse indeholder statistik og kommentarer på salget af varebiler, lastbiler og busser.

Varebiler
Der kom 3.357 nye varebiler ud at køre i marts. Det er en stigning på 21 procent i forhold til sidste års salg i marts. 

I årets første kvartal er der kommet 8.675 varebiler på vejene mod 7.789 sidste år i samme periode – altså en stigning på 886 varebiler og en flot stigning på 11 procent i forhold til 1. kvartal 2018 – Det har været nogle gode måneder for varebilsalget og vi har også positive forventninger fremadrettet. 

Vi er bestemt glade for at se, at årets første kvartal kun har bevæget sig op og fremad. Marts måned blev særdeles flot – og vi forventer også at den gode stime fortsætter. Det helt generelle aktivitetsniveau i erhvervslivet er fortsat højt og hvilket giver afspejling i varebilsalget.” udtaler Gunni Mikkelsen, direktør for De Danske Bilimportører.

Lastbiler
I marts blev salget af lastbiler på 411 - holdt op mod sidste års salg i marts, er der et lille fald på 8 procent. Efter årets første tre måneder er der kommet 1.305 nye lastbiler på de danske veje. Det er et plus på 5 procent i forhold til sidste år. Så alt i alt et tilfredsstillende lastbilsalg.

Direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen uddyber:
Lastbilsalget er absolut tilfredsstillende: marts holder et pænt niveau og årets første kvartal har budt på en fin stigning. Efterspørgslen efter lastbiler har været høj længe – både herhjemme og i resten af Europa. Derfor ser vi også frem mod et godt år med forventningen om et stabilt marked.” 

Busser
For busmarkedet er den overordnede tendens afgørende fordi markedet er præget af enkelte og større ordrer, som et resultat af større udbud af transportydelser.
Aktuelt blev bussalget i marts på 83 busser, hvilket er et godt stykke over marts sidste år, hvor der blev solgt 35 styks, altså en stigning på 137 procent.

Årets første kvartal blev det til 168 busser, hvilket er 30 procent mere end samme periode sidste år, men igen er det små tal og enkelte ordrer og leverancer påvirker markedet i betydelig grad. 

Top 10 lister
Vedhæftet finder du top-10-lister for de enkelte segmenter (personbiler), top-20-liste over mest solgte personbiler, top-10-liste over mest solgte modeller blandt varebilerne i marts, samt de detaljerede rapporter.

Kildeangivelse 
Alle gengivelser af data og oplysninger bedes kildeangives med: De Danske Bilimportører.

Yderligere oplysninger
Direktør Gunni Mikkelsen på tlf. 3136 1041 eller gmi@bilimp.dk