Lancering af ny hjemmeside – Bildatafakta.dk

Af Sara Louise Gabrielsen

3. juni 2019

Med bildatafakta.dk præsenterer De Danske Bilimportører en informativ hjemmeside om de forskellige aspekter der er forbundet med opkoblede biler. Vi ønsker at give forbrugerne, journalisterne og interessenter et opslagsværk der kan bidrage til vidensdeling og som besvare ofte stillede spørgsmål på en let tilgængelig måde. 

Hjemmesiden er en oversættelse af CarDataFacts.eu, som er udviklet af European Automobile Manufacturers 'Association (ACEA).

Bildata 
I dag er teknologien i nye biler så veludviklet, at der genereres, lagres og bruges store mængder af data. Samtidig er flere og flere biler opkoblet til det mobile netværk – kaldet ”connected cars” – som muliggør fjernadgang til bilens data. Det betyder, at man som forbruger har adgang til en lang række data, hvilket dels kan fungere som praktisk hjælp i en travl hverdag, men også kan være aldeles brugbar, hvis uheldet er ude og det er streng nødvendigt, at din bil kommer til service her og nu. Det handler altså både om funktionalitet og sikkerhed, når talen falder på bildata. EU-kommissionen skønner, at alle nye biler er forbundet i 2022.

Hvem har adgang til data?
For at bilproducenter kan få adgang til bilens data, kræver det, at bilejeren giver tilsagn til, at bilproducenten må generere og lagre data fra bilen. Det er altså ikke tilladt at opsamle data uden bilejerens samtykke. Hvis ejeren giver samtykke, skal der installeres et stik i bilen, der kan opsamle data via ”connected cars”.
 
Debatten om bildata er ofte præget af frygten for, at data om bilen og kørslen heri deles med andre end bilproducenten selv. Det er ganske ubegrundet. Den gældende lovgivning på området siger nemlig, at bilejerne har retten til at vælge hvem, der får afgang til bilens data og med hvilket formål (jf. EU databeskyttelsesloven). 

Producenterne må kun dele data med tredjeparter på baggrund af:
  1. Kontrakt med bilejeren 
  2. Samtykke til deling
Det betyder, at det kun er bilejeren, der kan give retten til, at bilproducenten deler data med tredjeparter. 

I øvrigt, er det altid muligt for bilejeren, at slukke for dataoverførslen, hvis bilejeren ikke ønsker, at:
  • Bilen skal opsamle data for en kort periode/bestemt tur  
  • Der skal indsamles data fremover
Det betyder med andre ord, at bilejeren altid har mulighed for at vælge om eller fortryde.

Fri og lige konkurrence
Vedligeholdelses- og reparationsdata bliver stillet til rådighed for alle tredjeparter på lige vilkår – altså samme kvalitet af data, pris og mængde. Dermed kan alle værksteder – både autoriserede og ikke-autoriserede – på lige vilkår tilgå den data som vedrører vedligeholdelses- og reparation. 

Data opsamles på servere hos bilproducenterne, for at opretholde sikkerheden i bilen. Alle har i princippet adgang til bilens data (hvis bilejeren har givet samtykke hertil), men det er vigtigt, at det er producenterne selv, der har adgang til den del, der handler om bilens sikkerhed, blandt andet for at undgå hacking.

Tredjeparters ukontrollerede adgang til bilens funktioner eller data kan medføre risici på grund af netværksløsningerne. Det kan for eksempel gøre det muligt at stjæle bilen eller låse en dør op på afstand, og det giver desuden mulighed for bedrageri eller tyveri af bilejerens personlige oplysninger.

På samme måde kan kritiske funktioner som bremsesystemet blive påvirket negativt ved brugen af bilens interne ressourcer og computerkraft til applikationer fra ikke-godkendte tredjeparter. En bil har ikke nær så meget processorkraft som en computer. Den kan slet ikke håndtere den påkrævede datamængde eller den hyppighed, hvormed den kan være påkrævet, hvis dusinvis af tjenesteudbydere fik direkte og ukontrolleret adgang.

Derfor foreslår producenterne i Europa, at de store datamængder opsamles på en neutral server, hvorfra alle kan tilkøbe data på lige vilkår – hvis bilejeren giver tilladelse, naturligvis. Det giver mulighed for at konkurrere på lige vilkår, så alle serviceværksteder eks. har mulighed for at købe det data, de finder relevant. 

Yderligere oplysninger
På De Danske Bilimportørers nye hjemmeside: bildatafakta.dk kan du læse meget mere om de forskellige aspekter der er forbundet med opkoblede biler.