Personbilsalg i september 2019

Af Sara Louise Gabrielsen

1. oktober 2019

I september er der kommet 15.992 nye personbiler ud på de danske veje, hvilket er 3.928 flere biler end september 2018, hvor der blev solgt 12.064 biler. Dette resulterer i en stigning på 32,6 procent i forhold til sidste år. Til og med årets tredje kvartal er der samlet blevet solgt 173.627 nye personbiler, hvilket er 2,2 procent flere end sidste års samlede salg på 169.980 personbiler.

Vi er meget tilfredse med salget af personbiler i september måned, og vi kan konstatere at salget for år til dato har været yderst acceptabelt. Der har været enkelte episoder i løbet af året, hvor der har været solgt flere biler end forventet, hvilket kan begrænse salget de efterfølgende måneder. Vi forventer dog stadig, at den positive tendens fortsætter året ud. Det skyldes, at der er et forstørret fokus på udskiftningen af den nuværende bilpark, til en mere grøn og klimavenlig version” fortæller Direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Elbiler, opladelige biler (plug-in) og alm. hybridbiler
Denne måned er der blevet solgt 724 elbiler, hvilket er 295,6 procent flere sammenlignet med september sidste år, hvor der blev solgt 183 elbiler i samme periode. For år til dato har 3.916 elbiler fået nummerplade på. Der er altså blevet solgt 2.986 flere elbiler for år til dato, sammenlignet med samme periode. Dette resulterer i en stigning på sammenlagt 321 procent.

Plug-in hybridbilerne (biler som både har en forbrændingsmotor og en elmotor, og som kan oplades i ladestandere- og bokse gennem et integreret ladestik) har også taget en positiv drejning i september. Denne måned er der kommet 441 plug-in hybrider på de danske veje, hvilket giver en stigning på 231,5 procent i forhold til september sidste år, hvor der blev solgt 124 opladelige hybridbiler. Desuden er salget af plug-in hybrider de første ni måneder fuldt ud på niveau med sidste år. Til og med september er der blevet solgt 2.770 plug-in hybrider, hvor der sidste år solgte 2.647 plug-in hybrider – det er en stigning på 4,7 procent. 

Klima- og miljødebatten fylder meget hos forbrugerne, og dette afspejles i det fortsat stigende salg af nul- og lavemissionsbiler. Niveauet er væsentligt højere end sidste år, og der er ingen tegn på, at det ændrer sig lige foreløbig. Dette må dog ikke blive en sovepude for politikerne. Der skal fortsat laves nogle langsigtede og holdbare rammevilkår, der kan afhjælpe forbrugernes usikkerhed om fremtidige afgiftsstigninger og samtidig sikre at Danmark bliver grønnere” udtaler Direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Nedenfor fremgår en top 3 over de bedst solgte mærker i perioden 1. januar – 30. september 2019, indenfor drivkrafttyperne el og plug-in hybrid.

Der er i september måned blevet solgt 717 almindelige hybridbiler (biler som både har en forbrændingsmotor og en elmotor, men som ikke kan oplades via et integreret ladestik), hvor der i samme måned sidste år blev solgt 707 – det giver en lille stigning på 1,4 procent. Almindelige hybridbiler ligger en kende over sidste års salg, da 7.475 ikke-opladelige hybridbiler har fået nummerplade på i 2019, sat op imod 6.587 sidste år, altså en stigning på 13,5 procent.

Segmenter

Leasing
I september når andelen af leasede biler sammenlagt op på 44 procent for måneden. Dermed er satsen for leasingandelen meget på niveau med september sidste år, og leasing (både privat og erhverv) fortsætter med at være et populært valg for forbrugerne. 

Erhvervsleasing står for 30 procent af det samlede personbilsalg i september 2019, imens privatleasing står for 14 procent. Fordelingen mellem erhvervs- og privatleasing er hhv. 68,7 procent og 31,3 procent.

Direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen uddyber ”For mange handler leasing om frihed og sikkerhed, hvorfor det også forbliver et populært valg blandt forbrugerne. Vi er dog opmærksomme på, at leasing generelt er en tendens der kommer og går, men tendensen har været fint og højt hele året. Set i lyset af det meget flotte personbilsalg, koblet sammen med favorable privatleasingpriser, er der ingen grund til at tro, at efterspørgslen ændrer sig foreløbig”. 

Top 3 personbiler
I denne måned er den mest populære model en Citroen C1. Den ligger på førstepladsen med 589 biler, blot 6 biler mere end Peugeot 208, som opnår en flot andenplads med 583 biler. På tredjepladsen finder vi Citroen C3, med 521 solgte biler. 

Volkswagen indtager førstepladsen som det mest populære mærke i september. De har sammenlagt solgt 2.149 biler. Andenpladsen går til Citroen der har solgt 1.455 biler - og på tredjepladsen finder vi Peugeot som ligger lige i hælene med 1.389 biler. 

Top 10 og 20 lister
Vedhæftet finder du top-10-listen for de enkelte segmenter (personbiler) og top-20-listen over de mest solgte personbiler.

Kilde
Pressemeddelelsen er baseret på tal fra Motorstyrelsens datakørsel fra d. 28. september 2019 og De Danske Bilimportørers egne registreringer til og med 30. september 2019 - præcisionen antages at være på mere end 99,9 procent.

Kildeangivelse
Alle gengivelser af data og oplysninger bedes kildeangives med: De Danske Bilimportører.

Yderligere oplysninger
Direktør Gunni Mikkelsen, på telefon 3136 1041 eller gmi@bilimp.dk