En ny og grøn skrotpræmie vil sætte skub i den grønne omstilling

En ny og grøn skrotpræmie for personbiler vil både kunne understøtte en grøn omstilling af bilparken og samtidig stimulere salget af nye klimavenlige personbiler.

De Danske Bilimportører og Dansk Industri foreslår, at der over en toårig periode indføres en skrotpræmie, der afhænger af, om ejeren af den skrottede bil efterfølgende anskaffer sig en klimavenlig bil. Helt konkret foreslår vi en model målrettet indregistrerede biler med Euronorm 3 eller ældre (Euronorm 4 blev indført fra 1. januar 2006).

Vi foreslår; at hvis biler i denne målgruppe skrottes, udløser det en skrotpræmie på op til 25.000 kr. Skrotpræmiens præcise størrelse vil afhænge af, om bilejeren efterfølgende køber en nul- eller lavemissionsbil.

Forslag til skrotningsmodel:

  • 5.000 kr. uden køb af en ny bil
  • 10.000 kr. ved køb/leasing af en ny bil, der maksimalt udleder 95 g/km
  • 15.000 kr. ved køb/leasing af en ny bil, der udleder mellem 1-70 g/km
  • 25.000 kr. ved køb/leasing af en ny elbil eller brintbil (0 g/km)

Beløbene kan justeres op eller ned afhængig af tiltagets ønskede effekt.

Gamle biler er mindre sikre

Ældre biler er farlige i trafikken. En omfattende undersøgelse af alvorlige trafikuheld i Danmark understregede i 2010 værdien af at køre i en ny bil, når det handler om trafiksikkerhed. Resultaterne viste en signifikant sammenhæng mellem den skadesgrad, som en fører pådrager sig i et uheld, og årgangen på det førte køretøj.

En moderne og sikker bil er først og fremmest til gavn for bilens chauffør og passagerer, men sikre biler har også mange positive effekter uden for bilen. Passivt og aktivt sikkerhedsudstyr som f.eks. blindvinkelkontrol, bakkamera, forlygter med automatisk nedblænding, automatisk tilpasning af farten efter skiltning osv. nedbringer dødsulykkerne i trafikken og reducerer, foruden de personlige tragedier, skades- og hospitalsomkostningerne forbundet med trafikuheld.

Gamle biler forurener mere

Nye biler er alt andet lige mere klimavenlige og udleder mindre CO2 end gamle biler. Samtidig er de mere miljøvenlige, da luft- og partikelforureningen fra nye bilers udstødning er væsentligt reduceret, hvilket har en positiv effekt på særligt storbyboernes helbred.