2022 blev året med rekorder. På godt og ondt. Bestanden af elbiler ramte 100.000, andelen af elbiler af det samlede bilsalg er højere end nogensinde før, og Danmark blev beriget med rekord mange lynladere. Dog bød 2022 på tilbagegang på 20 procent i det samlede personbilsalg.

December 2022 bød på 15.219 nyregistrerede personbiler, hvilket er 14,3 procent færre end i december 2021. Det efterlader 2022 med et resultat på 148.295 nyregistrerede personbilerbiler, mod 185.312 i 2021, hvilket udgør et samlet fald på 20 procent.  

Et bilår med udfordringer 

Det er ingen hemmelighed at 2022 har været præget af leveringsudfordringer for bilindustrien, hvilket har betydet, at mange kunder har måtte vente meget længe på en bil. Det har været til stor frustration fra de kunder, som har ønsket sig en ny bil, ligesom det også har været frustrerende for hele branchen, som ikke har haft mulighed for at imødekomme efterspørgslen i samme grad som tidligere. Leveringsudfordringerne er et resultat af forsyningskrisen, som længe har påvirket hele markedet. 

Bilbestanden i Danmark er dog alligevel i 2022 vokset med over 12.000 personbiler til 2.794.048 stk. hvilket er det højeste nogensinde.

”Året 2022 blev et begivenhedsrigt år i branchen, hvor forsyningsproblemerne dikterede hverdagen i den globale bilindustri. Dog har vi været forbi de værste udfordringer og de længste leveringstider, så vi ser frem til et mere stabilt 2023” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører. 

Grønt lys i mørket  

2022 blev samtidig året, hvor Danmark rundede 100.000 elbiler. Med 30.830 nye elbiler er salget af elbiler vokset med 23,8 procent i forhold til sidste år, og elbilerne har udgjort 20,8 procent af det samlede salg mod 12,9 procent 2021.

Årsagen til stigningen er bl.a., at der er kommet langt flere elbilmodeller på markedet. Modeludbuddet er steget fra 29 elbilmodeller i 2022 til 55 modeller i dag 

“På trods af et udfordrende år bliver bilindustriens bidrag til den grønne omstilling stadig mere synlig, og 2022 blev også året, hvor vi rundede 100.000 elbiler på de danske veje. Vi er stolte over, at vores produkter i stigende grad er med til at nedbringe Danmarks co2-udledning, og viser vejen ift. den grønne omstilling” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører. 

Top placeringer i 2022


Pressefoto

Klik her

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk


Fald i personbilsalget i 2022

Med 15.219 nyregistrerede personbiler i december 2022 lander årets resultat på 148.296 nye personbiler. Det er et fald på 20 procent sammenlignet med 2021, hvor antallet var 185.312. Resultatet bærer præg af, at 2022 har været et udfordrende bilår, idet der har været en forsyningskrise, som har haft stor indflydelse på leveringsmulighederne. På trods af stor efterspørgsel fra kunderne, har udbuddet haft svært ved at følge med, hvilket har betydet, at mange har måtte vente længe på en bil.


Årets mest populære mærker er Volkswagen som nummer 1, Toyota som nummer 2 og Mercedes-Benz som nummer 3.

Mere end 30.000 nye elbiler

2022 har dog været et år med mange nye elbiler. Helt nøjagtigt er der indregistreret 30.831 nye elbiler i løbet af året. Det er en stigning på 23,8 procent sammenlignet med 2021. December blev rekordmåneden med 5.662 elbiler, hvilket er en stigning på 18,9 procent. Det betyder også, at elbilerne har udgjort 37,2 procent af personbilsalget i december, hvilket er en stigning på 16 procentpoint sammenlignet med december 2021. For hele året har elbilerne udgjort 20,8 procent af personbilsalget, hvilket vil sige, at mere end hver 5. nye bil har været en elbil.

Plug-in hybriderne har tabt terræn

Elbilerne og plug-in hybriderne har byttet plads i 2022. Hvor plug-in hybriderne havde føringen i 2021, har elbilerne nu overhalet, hvilket er i overensstemmelse med forventningen efter registreringsafgiftsaftalen fra 2020. Der er blevet registreret 3.430 nye plug-in hybrider i december 2022 mod 5.508 i december 2021, hvilket udgør et fald på 37,7 procent. Det betyder, at det samlede antal nye plug-in hybrider i 2022 var 26.441, hvilket er et fald på 34,6 procent sammenlignet med 2021. Plug-in hybridernes andel af det samlede personbilsalg, er faldet fra 21,8 procent til 17,8 procent.

De opladelige biler i centrum

Selvom plug-in hybriderne er blevet mindre populære, er andelen af de opladelige biler større end nogensinde før, primært på baggrund af elbilernes succes. Hele 59,7 procent af personbilsalget har været udgjort af opladelige biler i december, hvor elbiler har været den primære kilde. For hele 2022 er andelen 38,6 procent, hvilket betyder at mere end hver 3. bil har været opladelig.

Fremgang til SUV-segmentet

Hele 2022 har været karakteriseret af fremgang til SUV-segmentet og december var ingen undtagelse. SUV-segmentet gik frem med 11,4 procentpoint sammenlignet med december 2021, hvilket betyder, at SUV’erne i december sad på 62,8 procent. Det er især sket på bekostning af det lille segment, mellemsegmentet og det store segment, som er gået tilbage med henholdsvis 4, 2,1 og 2,1 procentpoint, mens også mikrosegmentet, premiumsegmentet og MPV-segmentet har oplevet en mindre tilbagegang. Inden for SUV-segmentet er det særligt det mellemstore og store SUV’er, som har oplevet fremgang, mens de små, samt luksus SUV’erne, er gået tilbage.

For året er SUV’erne gået frem med 10 procentpoint på bekostning af næsten alle segmenter, herunder særligt mikrobilerne, de små, samt de mellemstore biler. SUV’erne har udgjort 53,6 procent af markedet i 2022. Der er ikke sket de store udsving inden for SUV-segmentet når man ser på hele 2022, men også her er det de store SUV’er, som har oplevet den største fremgang.

Fordelingen mellem købs- og leasing andel 

2022 blev et år, som var præget af store leasingandele. En del af årsagen er den økonomiske usikkerhed, som har gjort forbrugerne forsigtige. Det betyder, at leasing er blevet valg til, da det er mindre forpligtende. I december var andelen af privatleasede biler 12,3 procent, mens andelen af erhvervsleasede biler var 43,3 procent. Det efterlader en købsandel på 44,4 procent, hvilket er lidt højere end den har været set i lyset af månederne forinden.

Yderligere oplysninger

Mads Rørvig

Adm. direktør

+45 30 16 10 04 mr@bilimp.dk

Stine Bo Rosenquist

Seniorkonsulent

+45 53 37 01 36 sbr@bilimp.dk

Fakta 

De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas. 

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: De Danske Bilimportører

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk