Der vil blive solgt markant flere grønne biler de kommende år med den nye aftale, som regeringen netop har indgået med Radikale, Enhedslisten og SF.

”Der er momentum i salget af grønne biler, som i øjeblikket udgør ca. 20% af nysalget. Den nye aftale gør, at salget af grønne biler tager endnu mere fart til gavn for klima og miljø,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

De seneste aftaler om omlægning af bilafgifter, har været meget kortsigtet, hvilket har ført til usikkerhed for forbrugere og bilindustri.

”Vi er meget tilfredse med, at der er indgået en ambitiøs politisk aftale, der indretter bilafgifterne efter nutidens udfordringer. Der skal således lyde en stor tak til regeringen og aftalepartierne, for at lave en langsigtet aftale, der rækker helt til 2030” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Bilaftalen træder forventeligt allerede i kraft fredag d. 18. december. De Danske Bilimportører har nedenfor oplistet konsekvensberegninger for de mest solgte biler i Danmark.