Lastbilsalget fortsætter med at udbygge forskellen til sidste år og er efter oktober måned 17,7 procent over de første 10 måneder af 2020.

364 nye lastbiler er kommet ud på vejene i oktober måned 2021, mens oktober 2020 bød på 348 lastbiler, hvilket svarer til en stigning på 4,6 procent. År-til-dato er der blevet registreret 3.711 nye lastbiler, mens der i 2020 i samme periode blev registreret 3.152. Forskellen er dermed på hele 17,7 procent.

Adm. direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, siger om lastbilsalget:

”Tilgangen af nye lastbiler har været yderst solid i 2021, og oktober måned var ingen undtagelse. Selvom efterspørgslen på lastbiler er stor, kommer vi ikke udenom, at de lastbiler, der indregistreres nu, har været i ordrebanken længe, hvorfor manglen på mikrochips ikke afspejler sig i registreringstallene endnu.

Med 2.210 nyregistreringer oplever varebilerne endnu en negativ måned. I samme måned sidste år blev det til 2.903 nyregistreringer, hvilket betyder et fald på 23,9 procent. Til gengæld er varebilsalget i 2021 stadig positivt, da månederne fra marts til juni viste solid vækst. År-til dato ligger 2021’s varebilsalg 7,0 procent over samme periode sidste år.

”Selvom salgstallene for varebiler kunne indikere det modsatte, er efterspørgslen på varebiler stadig stor. Den globale mangel på mikrochips forstyrrer hele forsyningskæden, hvilket dæmper tilgangen af nye varebiler i Danmark – ligesom vi oplever det med personbilerne, siger Mads Rørvig.

 


 

Analyse af det samlede bilsalg 

Denne analyse indeholder statistik og kommentarer om salget af varebiler, lastbiler og busser. Pressemeddelelse om personbilsalget i oktober 2021 finder du her.

Varebilsalget fortsat højere i 2021 end 2020

I oktober 2021 er der blevet nyregistreret 2.210 varebiler, hvilket er et procentvis fald på 23,9 procent i forhold til oktober 2020, hvor 2.903 nye varebiler forlod forhandlerne. Til trods for en række hårde måneder holder varebilsalget for årets første ti måneder sig stadig 7 procent højere end i fjor. I forhold til de første ti måneder af 2019 er varebilsalget 3,7 procent bagud.

Det absolutte antal i alle vægtklasser led et fald, og det største fald stod de mindre varebiler (op til 2.500 kg) for, som afgav 5,8 procentpoint i forhold til sidste år. Faldet i markedsandel betyder, at den mellemtunge vægtklasse (2.501-3.490 kg) blev øget med 6,0 procentpoint. Dermed mister den tunge vægtklasse (over 3.490 kg) 0,2 procentpoint af markedet.

Lastbilsalget undgår fortsat bremsen

Med 364 nyregistreringer er oktober 2021 den niende sammenhængende måned med et positivt lastbilsalg. Lastbilsalget for oktober 2020 lød på 348 lastbiler. Dermed er lastbilsalget steget 4,6 procent i forhold til samme periode sidste år.

Retter vi fokus på det foreløbige salg, lyder tallet for de første 10 måneder i 2021 på 3.711 nyregistrerede lastbiler. Det er en stigning på 17,7 procent i forhold til samme periode for 2020, dog er det stadig et stykke efter salget i 2019, hvor der blev nyregistreret 672 flere lastbiler.

Der blev solgt 247 tunge lastbiler (over 24 ton) i oktober 2021, hvilket betyder, at vægtklassen øgede sin markedsandel med 1,8 procentpoint. De lettere lastbiler (under 16 ton) oplevede en stigning på 0,6 procentpoint. Det sker på bekostning af de mellemtunge lastbiler (16,001-24 ton), som led et tab på 2,4 procentpoint.

Bussalget oplever fremgang 

Med 20 nye busser bød oktober 2021 på en firdobling i antallet af nyregistrerede busser i forhold til oktober 2020, hvor der blev nyregistreret fem busser.

År-til-dato er der blevet registreret 449 nye busser, hvilket er en stigning på 189 busser og en procentvis stigning på 72,7 procent sammenlignet med samme periode i 2020.

Bussalgets udvikling skal som altid tages med nogle forbehold, da vi analyserer relativt små tal, og da enkelte leverancer eller udeblivelsen af samme kan påvirke udviklingen markant. Som følge af, at mange trafikselskaber udskød deres køb af nye busser i 2020, ser vi som forventet et flot bussalg i 2021.

Oversigt 

Vedhæftet finder du; 

  • Oversigt over det samlede salg af varebiler og lastbiler for oktober 2021 
  • Oversigt over det samlede salg af varebiler og lastbiler for ÅTD (jan-okt 2021)

Kilde 

De Danske Bilimportører på baggrund af data fra bilstatistik.dk   

Kildeangivelse 

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Følg os på:

 

Yderligere oplysninger

Mads Rørvig

Adm. direktør

+45 30 16 10 04 mr@bilimp.dk

Stine Bo Rosenquist

Seniorkonsulent

+45 53 37 01 36 sbr@bilimp.dk