Jonathan Schacht Halling Nielsen tiltræder d. 1. maj 2023 som vicedirektør for De Danske Bilimportører. Samtidig siger foreningen farvel til Gunni Mikkelsen efter 14 år med forskellige roller i foreningen.

Jonathan Schacht Halling Nielsen er uddannet jurist og er i dag direktør i brancheforeningen Aktive Ejere, der organiserer bl.a. kapital- og venturefonde i Danmark. Han har tidligere været særlig rådgiver i VLAK-regeringen og har haft forskellige stillinger på Christiansborg.

”Vi glæder os til at byde Jonathan velkommen på kontoret i løbet af foråret. Jonathan har en god juridisk værktøjskasse kombineret med solid erfaring fra regeringskontorerne og Christiansborg samt det at drive en interesseorganisation”, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører

”Jeg ser frem til at begynde arbejdet for bilimportørerne og for en branche, der har afgørende betydning for rigtig mange danskeres hverdag. En branche præget af konstant teknisk udvikling og et fokus på skiftende behov – og som derfor har brug for tidssvarende regler og rammevilkår” siger den kommende vicedirektør for De Danske Bilimportører.

Gunni Mikkelsen stopper i løbet af foråret som teknisk direktør efter mere end 14 år i foreningen, hvor han både har været i bestyrelsen og direktør. Gunni Mikkelsen var før sin tid hos De Danske Bilimportører over 27 år hos lastbilproducenten IVECO – heraf 10 år som adm. direktør for de nordiske lande.

”Gunni har sat store aftryk på den danske bilindustri gennem de sidste mange år. Det har været fornøjelse at køre parløb med ham hos De Danske Bilimportører de sidste tre år, hvor hele organisationen har haft stor glæde af hans store erfaring i branchen” siger Mads Rørvig.

”Selvom jeg har nået den officielle pensionsalder, har jeg ikke tænkt mig at trække mig helt tilbage. Jeg ser frem til en mere fleksibel kalender med plads til forskellige projekter samt naturligvis en bedre tid til familie og børnebørn.” siger Gunni Mikkelsen

Gunni Mikkelsen holder afskedsreception d. 10. maj kl. 14-16 hos Volkswagen City Studio på Rådhuspladsen i København. Her inviteres alle forretningsforbindelser og venner af huset.

Yderligere oplysninger

Mads Rørvig

Adm. direktør

+45 30 16 10 04 mr@bilimp.dk