Regeringen er i dag sammen med Dansk Folkeparti blevet enige om nye bilafgifter efter flere ugers forhandlinger. Aftalen indebærer en ændring af procentsatsen for registreringsafgift, samt en ændring af fradrag for god brændstoføkonomi og sikkerhed. Ændringerne betyder at det primært er miljøvenlige biler i mellemklassen, dvs. de typiske familiebiler, der får den største afgiftssænkning, og det vækker glæde i bilbranchen.

’Vi er naturligvis glade for, at der er kommet en aftale, der sænker afgifterne og samtidig øger incitamentet til at anskaffe både grønnere og mere sikre biler. Hvis det stod til os, så havde vi meget gerne set
et opgør med det nuværende system, men vi forstår, at det har været en svær øvelse. Derfor synes vi, at den aftale der er landet i dag, er et fint kompromis, hvor vi både får billigere biler og samtidig gør dem mere miljøvenlige og sikre. ’
udtaler direktør for De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen.

De Danske Bilimportører havde ellers fremlagt beregninger og modeller for hvordan man kunne omlægge registreringsafgiften til en ren teknisk afgift, men det ønske er ikke blevet efterkommet med den nye aftale. Hele bilbranchen i form af forbrugerorganisationen FDM, Bilbranchen i DI, Autobranchen, De Danske Bilimportører og flere andre organisationer har i mange år ønsket et nyt afgiftssystem, da den eksisterende værdiafgift har en lang række af uhensigtsmæssigheder, og derfor var håbet at man denne gang ville komme igennem med ønsket om en reform.

’Vi har aldrig oplevet, at man har diskuteret og forhandlet bilafgifter i offentligheden før. Da regeringen åbnede ballet med en så markant sænkelse, og da DF meldte ønsket om en teknisk baseret afgift på banen, så vi
det naturligvis som vores mulighed for at få tekniske afgifter. Vi håbede på, at der nu var mulighed for at få den omlægning, som branchen har ønsket i mange år. Det blev ikke i denne omgang, men aftalen fra i dag er et skridt i den rigtige retning, og vi er glade for aftalen.’
siger Gunni Mikkelsen.

FAKTA
Med aftalen sænkes den lave afgiftssats fra de nuværende 105 pct. til 85 pct. Den høje sats fastholdes på de nuværende 150 procent, men grænsen for, hvornår den høje sats træder i kraft, det såkaldte skalaknæk, hæves markant fra de nuværende 106.600 kr. til 185.000 kr.

For yderligere kommentarer kontakt direktør Gunni Mikkelsen
på tlf. 31361041