Efter juli måned ligger salget af personbiler fortsat over sidste års rekordår sammenlignet med samme periode sidste år. Således ligger salget af 138.998 personbiler i år knap 5% (4,8%) over sidste års 132.576.

Efter juli måned ligger salget af personbiler fortsat over sidste års rekordår sammenlignet med samme periode sidste år. Således ligger salget af 138.998 personbiler i år knap 5% (4,8%) over sidste års 132.576. Tallet for juli blev på 15.207, hvilket er 3,3% under juli måned sidste år, og helt traditionelt væsentligt under sidste måned. Juni er typisk en af de absolut bedste måneder, og juni i år satte også med knap 24.000 nye personbiler igen en absolut rekord i nyere tid for en enkelt måned.
Tendensen har gennem de seneste otte år været et klart stigende bilsalg, og 2017 fortsætter indtil videre på samme vis, om end væksten de seneste tre måneder har været lavere end i foråret. Det ændrer dog ikke på det faktum, at vi ser på et særdeles tilfredsstillende samlet bilsalg i Danmark igen i år.
’Vi er naturligvis absolut tilfredse med det meget fine bilsalg og de positive tendenser som vi fortsat ser for efterspørgslen. Den relativ lave ledighed, en helt generel god samfundsøkonomi samt en reallønsfremgang er med til at øge behovet for mobilitet og dermed holde efterspørgslen efter biler på et højt niveau.’ udtaler direktør hos De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen og fortsætter:
’Danskerne har en meget stor appetit på nye biler, og vi oplever stor efterspørgsel på biler i alle størrelser. De mindre biler udgør dog stadig størstedelen i Danmark, men salget viser, at det er alle typer kunder, der er ude og købe bil – den lidt større familie, de yngre førstegangskøbere og firmabilisterne.’ 
Segmenter – bilstørrelser
De tendenser vi har set indenfor segmentfordelingen de senere år fortsætter.
Andelen af mikro- og minibiler falder en anelse og danskerne køber i nogen grad biler, som er et til to numre større, typisk i SUV/cross over segmentet, mens mellemklassebilerne i C segmentet og de store biler i D segmentet stort set fastholder deres andel. Bilerne i SUV segmentet udgør en større andel, og efter de første syv måneder af 2017 udgør de over 14%, hvilket er betydeligt mere end de 4-5% for blot for år siden. Andelen af mikrobiler som for fire år siden var over 35% ligger i dag på rundt 20%, mens de B segmentet (mindre biler) har ligget stabilt på ca. 30%.
Der er flere årsager til, at vi ser denne ændring i segmenterne. Købernes økonomi er blevet bedre, der er et rigtig stort udbud af biler, der er mange forskellige finansieringsformer og trods seneste to afgiftsnedsættelser, så har køberne holdt deres bilbudget og køber mere bil for pengene.
Danskerne kører dog fortsat i markant mindre biler end i landene omkring os, og lige under halvdelen af salget udgøres stadig mikro- og minibiler.
’Mange danskere har et reelt behov for en lidt større bil, og det ser vi nu så småt bliver indfriet. De nye biler har generelt en god brændstoføkonomi og øget sikkerhed. Danskernes bilkøb er ikke blot et spørgsmål om flere biler, det er i langt højere grad et spørgsmål om fornyelsen af den eksisterende bilpark, således er bestanden af biler alene vokset med et tal svarende til ca. en tredjedel af bilsalget de seneste år. Der er således tale om en fornyelse af bilparken, til glæde for både miljøet og sikkerheden.’ udtaler Gunni Mikkelsen.
Top 10 og Top 20 lister
Se vedhæftede ark med top 10 modeller for de enkelte segmenter samt samlet top 20 for juli måned.
Øvrigt
Alle tal kan frit benyttes med kildeangivelse: De Danske Bilimportører.
For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt direktør Gunni Mikkelsen telefon: 31361041
Pressemeddelelse for vare- og lastbiler samt de detaljerede rapporter udkommer mandag d. 7. august.
Pressemeddelelsen er baseret på tal fra SKATs datakørsel fra 29. juli, samt De Danske Bilimportørers egne registreringer – præcisionen antages at være på mere end 99,9%.