WLTP og Energimærkning

WLTP giver mere realistisk beregning af bilernes brændstofforbrug og CO2-udledning

For at sikre forbrugerne et bedre og mere retvisende brændstofforbrug, har EU besluttet en ny testprocedure for nye biler.
Den såkaldte Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure – i daglig tale WLTP – skal give et bedre og mere præcist grundlag for vurderingen af, hvor langt bilen kører på literen, og hvor meget den forurener. Den gamle test kaldet ”New European Driving Cycle” (NEDC) fra 1980’erne er altså erstattet.

Den nye testprocedure har været gældende for alle nye personbiler siden 1. september 2018 og tillige for alle nye varebiler siden 1. september 2019.

Som forbruger kan du sikkert nikke genkendende til, at det brændstofforbrug, der tidligere blev målt efter NEDC, og som jf. lovgivningen skulle oplyses hos forhandleren og i annoncerne om bilen, ikke helt harmonerer med den oplevelse, du har i det daglige. Det er blandt andet en af grundene til, at der nu er indført en ny testmetode, der tager højde for teknologiudviklingen og mere ligner virkelige kørselsforhold.

Hvad ændres i testen, og hvilke fordele har det?

Den nye test – WLTP – er udviklet under FN og EU og er ligesom NEDC en laboratorietest, men den omfatter altså mere realistiske testforhold og afspejler mere virkelighedstro kørselsadfærd med længere testdistancer, mere dynamiske accelerationer og opbremsninger. Alt sammen for at sikre en bedre sammenhæng mellem resultaterne fra den standardiserede laboratorietest og bilens reelle brændstofforbrug ved kørsel på almindelig vej.

For at sikre, at du som forbruger kan sammenligne forskellige mærker og bilmodeller, er det nødvendigt at testen gennemføres under standardiserede forhold i et laboratorium. Derudover bliver bilerne testet på almindelig offentlig vej, så laboratorietesten også suppleres med ’virkelighedstro’ forhold – denne del af testen kaldes Real Drive Emission (RDE). Ved RDE-testen måles det, om bilens skadelige emissioner holder sig inden for visse grænser sammenlignet med resultatet opnået i laboratoriet.

Hvilken betydning har den nye test for brændstofforbruget (km/l)?

Indførelsen af WLTP betyder, at testen vil føre til et højere brændstofforbrug end ved NEDC for samme bil. De foreløbige resultater viser en forskel på gennemsnitligt mere end 20 procent. Eksempelvis kan en bil testet efter den gamle NEDC-metode have et brændstofforbrugstal på 26 km/l, mens en bil, der er nøjagtig mage til, men godkendt efter den nye WLTP-test, have et brændstofforbrugstal på f.eks. 21 km/l.

Du vil som forbruger ikke mærke nogen forskel i praksis – brændstofforbruget og bilens udledning vil være præcis, som det altid har været. Det er alene testen, der er ændret, så forbrugerinformationen er mere retvisende.

Energimærkning

Energimærkningen er den information, du som forbruger kan se i annoncer, salgsmaterialer og i forhandlerens udstillingslokale. Den består dels af et brændstofforbrug (km/l), et emissionstal (g CO2/km) samt en energiklasse. Energiklassen markeres med energipile – præcis som du kender det fra eksempelvis køleskabe.

Energimærkningen gælder for nye biler og har været baseret på den nye test, WLTP, fra januar 2019 i al forbrugerinformation.

Eftersom, at WLTP-testen er strengere end den gamle NEDC-test, betyder det, at brændstofforbruget ser dårligere ud, selvom det er de samme biler. Energiklasserne baserer sig netop på brændstofforbruget. Det betyder dog ikke, at bilens energiklasse automatisk vil være dårligere end før.

Energimærkningsreglerne og energiklasserne er således blevet justeret, så bilerne i gennemsnit vil bevare den samme energiklasse, som de ville have opnået under den gamle NEDC-test. Dvs. hvis en bil f.eks. opnåede energimærket A under NEDC, så vil den også få tildelt energimærket A, selvom det testede forbrugstal ikke er det samme.

Har det betydning for bilafgifterne?

Bilafgifter består i hovedsagen af registreringsafgiften, der betales ved købet af bilen, og den halvårlige ejerafgift kaldet ”grøn ejerafgift”. Begge afgifter har hidtil været helt eller delvist afhængige af bilens målte brændstofforbrug. Jo højere forbrug, jo højere afgift.

Med lovforslaget om nye bilafgifter (L 129), der blev vedtaget i Folketinget den 9. februar 2021 spiller brændstofforbruget dog ikke længere nogen rolle for registreringsafgiften. I stedet beregnes et tillæg i registreringsafgiften baseret på CO-udledningen, der også er målt efter WLTP. Med de nye trin og satser for CO2-tillægget er justering i forhold til de gamle brændstofforbrugstal efter NEDC ikke længere relevant.

Med hensyn til brændstofforbrugsafgiftsloven og den grønne ejerafgift vil nye biler, der registreres første gang senest den 30. juni 2021, dog skulle betale afgift efter de hidtidige regler baseret på bilens brændstofforbrug i km/liter. Her er satser og trin også tilpasset, så den strengere WLTP-test ikke i sig selv medføre en højere afgift.

Biler der registreres første gang den 1. juli 2021 eller senere vil derimod overgå til en ny grøn ejerafgift baseret på CO2-udledningen – ligeledes målt efter WLTP.